Flere bæredygtige møbler til skoler og ministerier…

Miljømærkede produkter spiller fremover en større rolle, når det offentlige køber ind. De nye SKI-aftaler stiller krav om et bæredygtigt udvalg. Det glæder arkitekterne, der også får større kunstnerisk frihed, når de skal indrette offentlige bygninger.

Flere tusinde bæredygtige møbler blåstemplet med miljøcertifikater. Det er hvad offentlige institutioner fremover kan vælge imellem, når de skal købe ind. I de nye SKI-aftaler skal leverandørerne nemlig tilbyde møbler, der er forsynet med Svanemærket, Eco-label, FSC-mærket eller et andet godkendt miljøstempel. Også genbrugsmøbler kan nu være en del af paletten, når en skole eller et ministerium skal indrettes.

Den grønnere tilgang glæder tidligere arkitekt hos Friis & Moltke og nu selvstændig arkitekt, Kasper Mose.
– Det er super positivt, at staten nu stiller mere ambitiøse bæredygtighedskrav til leverandørerne af møbler, så det ikke kun handler om laveste pris. Hvor der tidligere ikke var nogle krav til, at der skulle være bæredygtige produkter at vælge imellem, skal der nu være et bredt udvalg fordelt på flere hundrede produktgrupper, siger han.

Møbler med langt liv

I de nye aftaler åbner man også for, at offentlige lokaler kan møbleres med genbrugsmøbler. Designchef og partner hos Friis & Moltke, Mikkel Bahr, har flere gange oplevet det absurde i, at stå med lækre designermøbler af høj kvalitet, der skulle smides ud eller sættes på loftet, blot fordi de var blevet umoderne.
– Det her omkring genbrug er et godt tiltag, som mange leverandører har været i gang med i flere år. Der kan være tale om fine møbler fra en konkurs, et firma der skal flytte eller have nye farver. Møblerne bliver indsamlet af møbelforhandlerne, efterset og opdateret. De møbler vil fint kunne indtræde i en ny indretning på en skole, et kontor eller en statslig institution. I Danmark har vi ofte møbler i meget høj kvalitet, og de er sjældent slidt op, når udskiftningen står for døren, siger han.

Kasper Mose fortæller, at han har været med til at tømme et domicil tilknyttet en lokal fagforening. Her styrede Bop Scan Office – som er specialister i at indsamle,
videresælge og donere brugt møblement – den cirkulære proces. Møbler og andet materiale fra domicilet sorteres, skilles ad og granuleres, så materialerne kan få nyt liv, og man undgår ressourcespild. Kasper Mose glæder sig over, at producenter og forhandlere har fået stor ekspertise i at handle cirkulært.

Forandring indefra

De to arkitekter oplever, at producenter og leverandører af møbler “har set skriften på væggen” i forhold til bæredygtighed. Producenterne er ekstremt vigtige i forhold til den bæredygtige omstilling. For når de handler konkret, bliver det også tydeligt for slutkunden, hvad vej man skal, siger Kasper Mose.
– Når de ser, at Scan Office leverer møbler af genbrugs- materialer og får forklaret den cirkulære proces, så siger virksomhederne: ‘Nå, er det den vej det går?’ Når producenter og leverandører er langt fremme, så sker der noget.

Mikkel Bahr hæfter sig ved, at det er producenterne, ikke forbrugerne, der især skaber forandringen.
– Det plejer jo at være forbrugerne, der går forrest og skaber et pres, som man så det inden for økologiske fødevarer. Men her er det den anden vej rundt. Det kommer indefra og presses ud til forbrugerne, siger han.

Kasper Mose håber, at offentlige indkøb i fremtiden bliver endnu mere ambitiøse på bæredygtighedsområdet og i endnu højere grad indtænker produkternes levetid.
– Bæredygtighed ligger jo ikke kun i valget af miljøvenlige materialer og forarbejdning, men også i kvaliteten af produktet. Et produkt af høj design- og byggemæssig kvalitet vil naturligt have en lang livscyklus og skal ikke udskiftes eller repareres så ofte. Det er der, vi skal hen.

Arkitekterne Mikkel Bahr (Friis & Molkte) og Kasper Mose.

Arkitekterne Mikkel Bahr (Friis & Molkte) & Kasper Mose

FAKTABOKS

• SKI står for Statens og Kommunernes Indkøbsservice.

• Scan Office har vundet aftalerne “SKI 50.30 Møbler” & “SKI 50.31 Møbler”, og servicerer dermed størstedelen af kommunerne rundt om i landet de kommende fire år samt staten de kommende to år.

• Bop Scan Office hjælper med hele total- oprydningen. De opkøber brugte møbler, som klargøres til videresalg. De møbler der ikke kan sælges videre, doneres gratis til nonprofitorganisationer, såsom skoler, institutioner og foreninger.